• Nedstyrtningsfare på skole efter dyr renovering. Lærere frygter for både voksnes og børns sikkerhed

    Source: BDK Borsnyt / 16 May 2024 15:28:35   America/New_York

    Efter en dyr renovering på Bavnehøj Skole i København glædede elever og lærere sig til at vende tilbage til bedre faciliteter. Men glæden var kort. For de vendte tilbage til problematiske forhold, hvor loftplader faldt ned, og dørkarme gik i stykker. Desuden gik vinduer i flere tilfælde i stykker, da lærere og elever forsøgte at åbne dem for at få frisk luft. I et tilfælde styrtede et vindue til jorden i forsøget på at åbne det. Trods udbedringer er den igen gal med vinduerne. Det skriver TV 2 Kosmopol. Mediet skriver, at vinduerne ikke må åbnes mere end få centimeter. Ellers er der risiko for, at de styrter ned på børn, som opholder sig på plænen nedenfor. »Jamen, der er da risiko for børnenes – og for den sags skyld – personalets liv. Det kan vi da ikke stå med ansvaret for,« siger Monica Edelmann, der er lærer på Bavnehøj Skole, ifølge TV 2 Kosmopol. En mor til en elev på skolen mener ifølge mediet, at Københavns Kommune ikke holder godt nok øje med kvaliteten af de håndværksopgaver, som de køber for skatteborgernes penge. Desuden er hun ikke glad for, at der nu på grund af lukkede vinduer og en bagende sol bliver meget varmt i klasselokalet. I et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol meddeler Københavns Kommunes økonomiforvaltning, som har det overordnede ansvar for byggeriet, at de er i gang med at undersøge, hvad der ligger til grund for de forskellige hændelser. https://www.berlingske.dk/samfund/nedstyrtningsfare-paa-skole-efter-dyr-renovering-laerere-frygter-for-baade
Share on,